Hvordan skal idrættens næste vision se ud?

Idrættens næste vision skal målrette investeringerne i formålene og have flere ligeværdige partnere med ved bordet. Foto. Lea Hetteberg, Unsplash.com

Hvordan kunne en ny national vision for idrætten se ud, når DIF og DGI’s snart 10 år gamle Vision 25-50-75 (Bevæg dig for livet) udløber med udgangen af næste år? Det kunne give rigtig god mening at samles om en ny national vision, som langt mere bevidst går efter at involvere og styrke alle de indsatser og aktører, som har relevans for fremtidens fællesskaber og fremtidens idrætsdeltagelse. IdrætsPlatformen giver nogle bud på fremtidens vision for idrætten.

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af Idrættens Konsulenthus

Hvordan skal en ny vision for dansk idræt se ud, når det første langsigtede pejlemærke for DIF og DGI’s fælles nationale vision ’Bevæg dig for livet’ udløber med udgangen af det nye år?

Skal man lige så stille begrave visionen og blot lade brandet ’Bevæg dig for livet’ fortsætte som varemærke for et formaliseret samarbejde mellem DIF og DGI om et relativt begrænset antal indsatsområder?

Eller kunne det rent faktisk give rigtig god mening at gentænke og videreudvikle en stærk national vision for fremtidens danske idrætssektor?

Der jo udfordringer nok at tage fat i på idrætsområdet, som kræver fælles indsats.

En vision er en forestilling om fremtiden. Og behovet for at få flere med i fællesskaberne og flere danskere i idrætstøjet er ikke just faldet siden igangsættelsen af DIF og DGI’s oprindelige Vision 25-50-75 i 2015.

Realiteten er, at vi i visionsperioden siden 2015 ikke er kommet nærmere, men snarere længere væk fra målsætningen om 50 pct. foreningsaktive og 75 pct. idrætsaktive i 2025. Visionen fik aldrig skabt de konkrete og målbare resultater, man havde håbet på.

Visionen ‘Bevæg dig for livet’ har ikke rigtigt rykket ved andelen af foreningsaktive danskere. Figuren til venstre viser antal medlemskaber i DIF/DGI/Firmaidræt i procent af befolkningen (CFR) og til højre vises andelen af foreningsaktive ifølge ‘Danskernes motions- og sportsvaner 2016 og 2020 (Idan).

Målet om flere aktive og stærkere deltagelse i fællesskaberne i idrætten er dog fortsat så relevant som nogensinde.

Derfor kunne det give rigtig god mening at lancere en fornyet og kraftfuld vision som fælles pejlemærke for idrætssektoren. Den nye vision skal bare være uden de systemfejl, som fra starten gjorde det urealistisk at skabe nogen særlig effekt eller et bredt engagement i DIF og DGI’s vision.

Tværtimod skal et af formålene med en fremtidig ny vision netop være, at vi langt om længe får taget adresseret de oversete potentialer og systemfejl, som bremser den danske idrætssektor i effektivt at adressere det idrætsbillede, vi kigger ind i.

Udfordringen ved den oprindelige vision var, at den satte DIF og DGI alene for bordenden og fra begyndelsen havde den implicitte forudsætning, at der ikke måtte pilles afgørende ved magtstrukturerne og finansieringsmodellen for dansk idræt – mod at DIF og DGI til gengæld signalerede forandringsparathed og åbenhed over for nye strømninger og aktører.

Den del af visionen lykkedes sådan set. DIF og DGI har aldrig siddet tungere på idrættens udlodningsmidler og på den idrætspolitiske indflydelse end i dag. Problemet ved det forhold er bare, at netop den fastlåste struktur og finansieringsmodel i dansk idræt i praksis modarbejder formålet med Vision for 25-50-75. Idrætsbilledet og udfordringerne i idrætssektoren bevæger sig i andre retninger end dem, visionsejerne fra DIF og DGI reelt har den store indflydelse på.

Hvis man læser IdrætsPlatformens situationsanalyse og datasamling i rapporten ‘Idrætssektoren i tal. Status og tendenser’, kan man hurtigt konstatere, at idrætsdeltagelsen og idrætssektoren har nogle udfordringer, som det netop kræver en stærk fremtidig vision og et stærkt ejerskab og et bredt samarbejde at løse.

Den næste vision skal være designet til reelt at gøre noget ved visionens målsætninger. En ny Vision 50-75 skal derfor bruges til at foretage iværksætte de reformer og igangsætte de satsninger, idrætssektoren har så stærkt behov for.

Nedenfor følger en række korte bud på, hvad der skal til for at føre en fremtidig national Vision for idrætten nærmere målet gennem et stærkere ejerskab og en bredere involvering:

1) Udvid ejerskabet til den næste nationale idrætsvision
En vision på vegne af den nationale idrætssektor skal naturligvis have et bredt og involverende ejerskab.

Der skal sidde en neutral aktør for bordenden. Hvis denne aktør med de aktuelle strukturer på idrætsområdet af praktiske årsager ikke kan være et kronisk underbemandet Kulturministerium, må første konsekvens af en ny vision være, at man enten tilfører Kulturministeriet flere administrative og økonomiske muskler eller holder fast i armslængdeprincippet og nedsætter et ’Idrættens Sektorråd’ eller Visionsråd til at sidde for bordenden med bredere ejerskab og involvering end bare DIF og DGI.

Kommunerne, andre sektorer, de sociale/sundhedsorienterede NGO’er, idrætsfaciliteter og infrastruktur samt private idrætsudbydere skal som minimum være med på lige vilkår. Private fonde må hellere end gerne bidrage, men regeringen må og skal også vise et commitment ved at smide egne midler med ind i visionen.

Inspiration: Den hollandske Sportakkord (Idrætsaftale) samler netop aktørerne bredt om en national vision og en lokal vision, som kommunerne kan melde sig ind i med lokale undergrupper. Visionen har en række overordnede indsatsområder, som de forskellige aktører byder ind på efter behov og relevans, og regeringen investerer selv substantielle midler i visionen. Fremskridtet på visionens temaområder monitoreres af neutrale vidensinstitutioner som Mulier Instituut, der stiller al viden til rådighed for alle. Holland har desuden et Idrættens Sektorråd (Nederlandse Sportraad), som fungerer som hørings- og rådgivningsorgan og kan tage initiativ til at få belyst konkrete temaområder gennem et panel af uvildige forsker og videnspersoner.

2) Forny og udvid fællesskaberne
Den danske foreningsmodel baseret på aktivt medborgerskab og demokrati kan ikke længere stå alene som udtryk for de stærke fællesskaber, man gerne vil styrke. Tværtimod er en vision med indbygget medlemstænkning i stigende grad en barriere, fordi mange af de initiativer, de kan trække flere borgere med ind i idrættens fællesskaber, går på tværs af forbundsstrukturer og foreningsmedlemskaber både helt lokalt og nationalt.

En vision om flere med i fællesskaberne må derfor nødvendigvis indebære en styrkelse af nye fællesskaber:

Idræt som socialt og sundhedspolitisk instrument må styrkes gennem organisatorisk styrkelse og bedre vilkår for de NGO’er og andre aktører, der arbejder målrettet med særlige målgrupper på det sociale og sundhedsmæssige område.

Idrættens rolle i de lokale fællesskaber må styrkes gennem plads til nye fællesskaber som eksempelvis:

• Lokale idrætsfaciliteter som hub og katalysator for aktiviteter og fællesskaber.

• Projekter for særlige målgrupper eller styrkede sundhedspartnerskaber med den private sektor.

• Stærkere idrætsmiljøer og idrætskultur på uddannelserne.

• Stærkere ungdomsmiljøer med involvering af eksempelvis gadeidræt eller ungdomsskoler.

• Modernisering af aftenskolernes handlemuligheder og vilkår på idrætsområdet osv.

Idrætsorganisationernes rolle og medlemsmodeller skal naturligvis også fortsat udvikles og styrkes med henblik på at forny foreningslivet og folkeoplysningen, men det gør man faktisk bedst ved at lempe lidt på medlemshysteriet. I stedet for at fortsætte medlemsjagten og den interne imperiebygning med stadigt flere ansatte, kunne en ny vision eksempelvis frisætte DGI til at åbne medlemsdemokratiet og investere flere af organisationens midler eksternt for at spille andre aktører og potentiale partnere bedre.

3) Investér mere målrettet og efter behov
Tallene siger det klart. Idrætsdeltagelsen og adgangen til idrættens fællesskaber er socioøkonomisk skæv.

Tallene for idrætsdeltagelsen og teorier som ’Sporting Capital’ viser klart, at man skal nytænke idrætten for dels at nå de allermest udfordrede borgere (Sporting Capital gruppe 1-3), hvor de individuelle og samfundsøkonomiske gevinster er størst, og for at nå de borgergrupper, hvor det nye deltagerpotentiale er størst, men hvor man skal overvinde forskellige barrierer før borgernes intention om at blive mere idrætsaktive bliver realiseret i praksis (Sporting Capital gruppe 4-7).

Hvis man ønsker at få flere ’af de svære med’, må man helt banalt investere flere midler i netop disse formål. Personerne i den høje ende af ’Sporting Capital’ skalaen (gruppe 8-10) kan sagtens betale mere og tage initiativer selv. Folkeoplysningslovens formål ”at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen” er fremragende, men kan aldrig stå alene, hvis man skal have flere aktive.

Hvis man skal have flere idrætsuvante borgere gjort aktive eller blive bedre til at nå særlige målgrupper med sociale eller sundhedsorienterede indsatser, må man ganske enkelt investere flere målrettede midler og udvikle de menneskelige ressourcer på området. Etableringen af en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ til at yde driftsstøtte til dokumenterede indsatser og aktører, fremme forsøg og partnerskaber på området samt indsamle og formidle dokumentation af indsatser og erfaringer med idræt som socialt eller sundhedsmæssigt instrument kunne være en naturlig konsekvens af en ny vision for idrætten.

4) Investér i innovation og ligeværdige partnerskaber
Hvis en ny vision for idrætten skal have effekt, må man investere midlerne i de aktører og indsatser, som har størst potentiale for at aktivere nye målgrupper. Der skal være adgang til risikovillig kapital og omstillingsmidler for flere aktører i idrætssektoren.

I praksis indebærer det, at udlodningsmidlerne til de faste beløbsmodtagere må suppleres med innovations- og omstillingsmidler, som eksempelvis skal:

• Understøtte omstillingsprocessen af idrættens infrastruktur fra passive serviceudbydere til proaktive lokale hubs og katalysatorer for idrætsudvikling.

• Styrke sekretariatsfunktioner og kompetenceudvikling hos etablerede landsdækkende idrætsaktører som eksempelvis landsorganisationer på fitnessområdet og det private idrætsområde, facilitetsområdet, NGO’er, gadeidræt og nye idrætsaktører. Man kan kun skabe effektive partnerskaber på tværs af idrætssektoren, hvis aktørerne har ressourcer at spille ind i partnerskaberne på mere ligeværdige vilkår med de etablerede idrætsorganisationer.

• Oprette søgbare puljer til innovation og omstilling i idrætssektoren generelt. Nye ideer, organiseringsformer eller ny teknologi må aldrig blive set som en trussel mod eksisterende aktører og disses økonomiske grundlag. Derfor skal der være bedre adgang til neutrale og landsdækkende udviklings- og omstillingsmidler til kompetenceudvikling, nye tiltag og nye partnerskaber.

• Forny udlodningsmodellen. Forvaltningspraksis og kriterier for tildeling af udlodningsmidler til centrale idrætsorganisationer bør være objektiv og genstand for regelmæssige uvildige evalueringer. Der skal være mulighed for relevante, nye aktører for at rykke ind på nøglen, og det skal også være muligt for de eksisterende beløbsmodtagere at få flere eller færre faste udlodningsmidler alt efter den rolle, de løbende udfylder.

5) Styrk monitorering og vidensindsamling
Det siger sig selv, at en national vision med en række konkrete nye indsatsområder skal monitoreres og bidrage til ny viden, bedre metoder og et bedre erfaringsgrundlag.

Derfor skal visionen monitoreres af neutrale aktører på en måde, så den genererede viden og såvel positive som negative erfaringer bliver tilgængelige for alle.

Et Idrættens Sektorråd kunne være en brik i en sådan monitorering, og en række eksisterende vidensaktører på analyse- og forskningsområdet kunne naturligvis bistå med den fornødne dataindsamling og eventuelt levere statistiske data til et indikatorsystem for idrætssektorens udvikling. Data og erfaringer kan løbende formidles og udveksles på konferencer og seminarer for et bredt udsnit af aktører.

Igen kan man hente inspiration til et indikatorsystem og et sektorråd i Holland - eller måske i det indledende og langt fra komplette arbejde, IdrætsPlatformen har gjort med rapporten Den danske idrætssektor i tal. Status og tendenser.