Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Litauen?

Den meget travle NBA Basketball School i Vilnius er et eksempel på det kommunalt understøttede sportskolesystem i Litauen og samtidig på den hastige modernisering af landets infrastruktur til idræt. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, daglig leder IdrætsPlatformen Danmark

(Artikel 1 af 3 artikler om forskellige tilgange til idrætsudvikling.
Læs også den anden artikel i serien om den innovative idrætssektor i Holland)
Læs også den sidste artikel i serien om demokratiet i den danske idrætspolitik.

Måske er det ikke lige Litauen, man tænker på først, når man søger inspiration til forbedringer af fremtidens danske idrætssektor?

Dertil er den baltiske nation med knapt halvt så mange indbyggere som Danmark (2,85 mio.) og en relativt kort historie som selvstændig fra Sovjetunionen (1990) og medlem af EU (2004) måske stadig for lille, for ukendt og for sprogligt utilgængelig for mange danskere? Dansk idræt kigger mere efter inspiration i de nærmeste nordiske nabolande, på de britiske øer eller måske hos de sydlige naboer i Tyskland, Holland og Belgien.

Litauerne kigger til gengæld hyppigt til Danmark. Over de seneste år har IdrætsPlatformen og andre danske aktører ved flere lejligheder været vært for litauiske idrætsorganisationer, facilitetsledere og kommunale forvaltere på udkig efter dansk inspiration.

Ved disse lejligheder har det vist sig, at litauerne bestemt også kan inspirere danske idrætspolitiske strategier og tiltag. IdrætsPlatformen v/undertegnede har besøgt landet ved flere lejligheder i forbindelse med konferencer og studieture de senere år, og man møder hver gang et land på vej ud i den idrætspolitiske overhalingsbane på flere punkter.

Litauen ’fører’ ikke ligefrem tabellerne, når Eurobarometer med jævne mellemrum måler befolkningernes deltagelse i sport og fysisk aktivitet i EU-landene. Den danske idrætsmodel har generelt skabt en højere idræts- og ikke mindst foreningsdeltagelse end den litauiske.

I en lille artikelserie sammenligner IdrætsPlatformen idrætssystemerne i Litauen, Holland og Danmark. Litauerne er bagud på idrætsdeltagelse, men på vej i overhalingsbanen, og deres hverdagsliv er til gengæld langt mindre stillesiddende end hollænderne og danskernes. Kilde: Eurobarometer. Sport and physical activity, EU-Kommissionen, september 2022.

Selv om Litauen snart har været selvstændig i 35 år er Sovjettidens idrætsmonumenter fortsat synlig i gadebilledet, men det nu lukkede idrætspalads i Vilnius er forlængst overhalet af topmoderne faciliteter. Foto: Henrik H. Brandt

Litauerne fik også på idrætsområdet mulighed for en ’ny begyndelse’ efter selvstændigheden i begyndelsen af 1990’erne. Med erfaringer fra den sovjetiske sportsmodel kombineret med stigende velstand og inspiration fra blandt andet de skandinaviske lande har man fundet egne løsninger.

Staten og landets 60 kommuner har flere økonomiske muskler end tidligere og er i fuld gang med at adressere mange af udfordringerne på idrætsområdet. Litauerne finder løsningsmodeller uden at være nær så påvirkede af ‘plejer’ og mange årtiers indgroet idrætsstruktur og -kultur som i de gamle EU-lande.

Uden at give sig ud for at være en facitliste vil artiklen nedenfor – ikke mindst på baggrund af IdrætsPlatformens studietur til Kaunas, Jonava og Vilnius i maj 2024 – pege på nogle konkrete tiltag og tilgange fra den litauiske idrætssektor, som sagtens kunne være til inspiration for idrætssektoren i Danmark. Artiklen fokuserer primært på tiltag og tilgange, som kan supplere eller inspirere den danske idrætsmodel eller specifikke tiltag i Danmark.

Strategisk national tilgang
Etableringen af Den Nationale Idrætsstyrelse i 2022 (Nacionalinė sporto agentūra, NSA) er et eksempel på, at Litauen rykker hurtigt i disse år. Idrætsstyrelsen har allerede ca. 35 medarbejdere og forvalter på vegne af regeringen budgetter for såvel eliteidræt og nationale idrætsforbund som budgetter for fremme af fysisk aktivitet, kompetenceudvikling/good governance i idrætten samt udvikling af infrastruktur til idrætten. De fire søjler: Eliteidræt, infrastruktur, fysisk aktivitet og good governance/kompetenceudvikling er præcis de fire bærende søjler for den nationale idrætsstyrelse.

Styrelsen fordeler over 200 mio. kr. imellem 66 specialforbund, primært til eliteidræt. Af disse midler går ca. 35 mio. kr. direkte til stipendier til eliteidrætsudøvere.

Budgettet til fremme af fysisk aktivitet, aktuelt gennem ca. 400 forskellige projekter samt national infrastruktur er på lidt over 100 mio. kr.

Da Litauen kun har halvt så mange indbyggere som Danmark, er Idrætsstyrelsen økonomiske slagkraft og tilskuddene til specialforbundene ikke langt fra at være sammenlignelig med tildelingerne til DIF og DGI fra udlodningsmidlerne i Danmark.

Idrætsstyrelsens budget dækker dog også Team Danmarks arbejdsområde og en meget stor del af budgettet går til fremme af eliteidræt. Hovedparten af den statslige støtte til specialforbundene går til at fremme forbundenes landshold og eliteidrætsprogrammer.

Mange litauiske specialforbund er som et levn fra Sovjettiden både for små og for lidt kommercielt kompetente i forhold til at generere væsentlige egne indtægter. Kun nationalsporten basketball og i mindre grad fodbold skiller sig væsentligt ud i den henseende. De fleste specialforbund opfatter sig ganske enkelt primært som ansvarlige for elitearbejdet i deres idrætsgrene og i mindre grad som breddeidrætsforbund.

Kommunerne har akkurat som i Danmark hovedansvaret for drift og etablering af fysisk infrastruktur.

Litauen har ikke blot en nyetableret national idrætsstyrelse, men også en række yderst ambitiøse kommuner, som her idrætschefen i Vilnius, Edvinas Eimontas, der står i spidsen for en særdeles ambitiøs strategi for idræt i hovedstaden. Foto: Henrik H. Brandt

Det unikke ved etableringen af Den Nationale Idrætsstyrelse er, at regeringen har sat klare ansvarsområder og budgetter af til fremme af såvel eliteidrætten, til programmer for fysisk aktivitet samt til programmer for udvikling af idrættens infrastruktur. Armslængdeprincip, men med klare tråde til regeringens idrætspolitik.

Hvor staten i Danmark giver midler gennem udlodningsloven til selvforvaltning i de store idrætsorganisationer, DIF, DGI, Firmaidrætten osv., har Litauen altså etableret en central styrelse med både økonomisk, forvaltningsmæssig og idrætsfaglig slagkraft. Tidligere blev statsmidler til eliteidræt fordelt gennem den nationale olympiske komité, men den har regeringen parkeret mere på sidelinjen ved etableringen af Idrætsstyrelsen.

Idrætsstyrelsen arbejder tæt sammen med specialforbund og landets 60 kommuner.

Noget af det mest interessante ved Idrætsstyrelsen er de målrettede midler til projekter og programmer til fremme fysisk aktivitet – i alt mere end 400 nationale og lokale projekter.

I Danmark findes der i princippet kun meget få frie midler målrettet til fremme af fysisk aktivitet. DIF og DGI arbejder primært gennem idrætsforeningerne. I Litauen fordeles de stigende midler til fremme af fysisk aktivitet mere bredt ud fra faglige vurderinger og ansøgninger til de konkrete projekter og målgrupper.

P.t. overvejer Idrætsstyrelsen at foreslå en ny model, hvor man yder mindre støtte til organisationer og projekter og mere direkte støtte til valg af idrætsaktivitet til det enkelte barn gennem en kuponordning, hvor det statslige tilskud matches af kommunerne. Beløbsrammen under overvejelser er et statsligt ’kupontilskud’ på ca. 230 kr. pr. barn, der som minimum skal matches tilsvarende af kommunerne.

På den måde vil man sikre mere innovation og større konkurrence mellem forskellige idrætsudbydere om at udvikle gode idrætsprogrammer for børn og unge blandt såvel forbund/foreninger, sportsskoler og private aktører. Flere kommuner har allerede forsøgsvist implementeret et lignende system.

Stor kommunal investeringslyst – med private samarbejder
Studieturen i maj 2024 besøgte kommunerne Vilnius (636.000 indbyggere), “idrætshovedstaden” Kaunas (391.000 indbyggere) samt provinsbyen Jonava (33.000 indbyggere).

I Litauen finder man stadig forfaldne og forsømte idrætsanlæg, som ikke har forandret sig synderligt siden Sovjet-tiden, men man kan i den grad også finde topmoderne og nyindrettede idrætsanlæg og attraktive urbane idrætsområder.

Kaunas, Vilnius og Jonava har i de seneste år investeret massivt i idrætsanlæg i takt med forbedret skattegrundlaget og ønske om at skabe mere attraktive rammer for borgerne.

Investeringerne i topmoderne nye idrætsanlæg i Kaunas overgår alt, man kan finde i danske kommuner i disse år. I Kaunas – en by på størrelse med Aarhus – kan man finde nyopførte anlæg på internationalt topniveau som isarena, nationalarena til fodbold og atletik, to topmoderne multiarenaer til hhv. 5.000 og 15.500 tilskuere, rostadion, svømmestadion/spa, sejlsportscenter mv.

Lazdynai Swimming Pool i Vilnius er helt ny og husede EM i svømning for juniorer i juni 2024. På billedet ses et undervisningsbassinet med hæve/sænkebund som samtidig er en del af 50 m bassinet. Foto: Henrik H. Brandt

Alle tre besøgte kommuner havde investeret massivt i splinternye svømme- og wellnessanlæg. Selv om kommunerne som i Danmark løfter hovedparten af anlægsomkostningerne til disse anlæg, var kommunerne med forskellige driftsmodeller ikke nervøse for at udlicitere driften og ansvaret for at forstå svømmeundervisning og svømmeskoler til private eller foreningsejede aktører.

Man kører i nogen udstrækning en driftsmæssig ’Robin Hood’ model, hvor individuelle besøgende betaler relativt høje priser for kur- fitness eller wellnesstilbud, mens sportsskolerne for børn er stærkt subsidierede og til gengæld bemandet af højt kvalificerede instruktører.

De veludstyrede spa- og saunaområder er både i Jonava (billedet) og Kaunas en vigtig del af forretningsmodellen for de kommunale svømmehaller. Hallen i Jonava har ingen tilknyttet svømmeklub, men står selv for svømmeundervisning. Foto. Henrik H. Brandt

Det nye Darius & Girenas Stadion i Kaunas fik sin ilddåb som koncertarana med 81.000 solgte billetter til to Ed Sheeran koncerter den 3. og 4. august 2024. Privatfoto

På samme vis havde Kaunas udliciteret driften af det nybyggede nationale fodbold- og atletikstadion i byen. Både det olympiske svømmeanlæg og det nationale stadion drives på kontrakt af Zalgiris, som samtidig er organisationen bag landets bedste profesionelle basketballklub og en lang række sportsskoler i Kaunas.

Darius & Girėnas Stadion i Kaunas, Litauens aktuelle og totalrenoverede nationalstadion til fodbold (15.300 pladser) og atletik benyttes også til koncerter, sportsskoler og undervisning på Litauens nationale sportsuniversitet, som er nærmeste nabo. Den velbesøgte daglige atletiktræning leveres af den kommunale sportsskole, Sportas, mens driften forestås af den professionelle sportsklub, Zalgiris. Foto: Henrik H. Brandt

En anden fysisk iøjnefaldende trend er etableringen af et meget stort antal topmoderne gadeidrætsanlæg med faciliteter til udendørs idrætsgrene, styrketræning osv. Både Vilnius og Kaunas kører en blandingsmodel, hvor baner og anlæg dels er individuelt tilgængelige, dels kan bookes på timebasis til kampe og træning gennem de kommunale driftsorganisationer. Det er relativt ukompliceret for selvorganiserede grupper af få adgang til og banetider på de offentlige gadeidrætsanlæg i de større byer. Man vil også kunne se, hvordan private aktører tager anlæggene i brug på eget initiativ til fodboldskoler for børn osv.

Det centrale urbane idrætsanlæg i Vilnius med faciliteter til en lang række aktiviteter og placering ved et kæmpe indkøbscenter, foodhall etc., hvilket sikrer masser af gæster og især unge brugere på anlægget. Foto: Henrik H. Brandt

En inspirerende model i forhold til næridrætsanlæg så man i Vilnius, hvor forvaltningen i disse år i stor stil renoverer skoleidrætsanlæggene, som næsten alle skoler allerede har som et levn fra skolesystemet i Sovjettiden.

Vilnius har over de seneste år moderniseret mere end 60 skoleidrætsanlæg til glæde for skolerne i skoletiden, fritidsordninger om eftermiddagen samt individuelle borgere og holdtræning i eftermiddagstimerne. Hvis private/klubber booker faciliteterne, går pengene til skolerne, der på den måde har et incitament til at udnytte faciliteterne efter skoletid og til at gå i dialog med deres lokalområder.

Et eksempel på et nyistandsat skoleidrætsanlæg i Vilnius med løbebane, kunstgræsbane, tennisbane, fitness, parkour m.v. Anlægget kan benyttes af private, sportsklubber eller individuelle borgere efter skoletid. Foto: Henrik H. Brandt

En meget stor del af trænere og ledere i litauisk idræt har uddannelse fra det nationale sportsuniversitet i Kaunas (LSU). LSU har topmoderne faciliteter, men også rødder langt tilbage som denne fredede idrætshal. Foto: Henrik H. Brandt

Sportsskoler med høj idrætsfaglighed
Litauen har en relativt lav idrætsdeltagelse og en idrætskultur, der fortsat i høj grad bygger på en tankegang om talentudvikling og eliteidræt og på den olympiske idræt og de traditionelle olympiske idrætsgrene som drivkraft. Det nationale sportsuniversitet i Kaunas med uddanner hovedparten af trænerne i p.t. 36 forskellige idrætsfaglige specialiseringer.

En meget stor del af idrætsundervisningen i fritiden til børn og unge leveres af kommunale sportsskoler eller sportsskoler i regi af lokale professionelle sportsklubber. Systemet er dyrt i drift for kommunerne, fordi underviserne er universitetsuddannede og har trænergerningen som profession. Til gengæld er idrætsfagligheden høj og deltagerprisen overkommelig.

Hvor den danske foreningsmodel bygger på frivillige og måske har en stigende tendens til, at de mest talentfulde børn også får de fagligt bedste trænere osv., kunne man f.eks. på NBS Basketball School i Vilnius eller i svømmehallerne opleve, at den samme træner havde ansvar for et større antal hold i forskellige aldersgrupper og på forskelligt niveau i løbet af en træningsdag. Den trænerfaglige dimension er således særdeles højt prioriteret.

Fitnesscentret og tørhallen til træning i udspring på sportsskolen er en del af den topmoderne Lazdynai Swimming Pool i Vilnius. Foto: Henrik H. Brandt

Modellen med sportsskoler og trænere betyder i praksis, at lokale idrætsforeninger spiller en relativt beskeden rolle i Litauen. Den meget veludstyrede nye kommunale svømmehal i Jonava havde f.eks. masser af svømmeundervisning, men (endnu) ingen svømmeklub.

Hvor man som dansker måske savner det lokale engagement og civilsamfundets ejerskab til faciliteterne, må man omvendt konstatere, at modellen i praksis er ganske demokratisk, idet alle har adgang til aktivitet og selvstændig banebookning i såvel de kommunale faciliteter som til de mange gadeidrætsanlæg.

Sportsklubberne i Litauen er i mange tilfælde mere talent- og konkurrencefikserede end danske idrætsforeninger. Mange klubber eller specialforbund opfatter ganske enkelt ikke den brede idrætsdeltagelse som deres primære arbejdsområde. Klubberne repræsenterer på mange måder deres byer i sportsligaerne. Det betyder så til gengæld, at eliteidrætten i overvældende grad er finansieret direkte af statslige eller kommunale midler. De færreste professionelle hold i f.eks. fodbold, basketball eller volleyball kunne fungere uden massive kommunale tilskud.

Nationalsporten i Litauen er basketball. Man finder basketballanlæg over hele landet, og man har stærke landshold og en stærk national/europæisk liga.

Interessant nok ser det nationale basketballforbund ikke sig selv som ejer/regulator af hele sporten. Forbundets altovervejende rolle er at udtage, organisere og markedsføre landsholdene. De professionelle ligaer, de lavere divisioner, studenterligaer, trænere, dommere osv. er alle selvstændige organisationer. Sammen med de store klubber har alle disse organisationer én stemme blandt de 136 klubber/organisationer, som tilsammen udgør det bestemmende repræsentantskab i landets basketballforbund. Ejerskab og opbakning bag basketballforbundet forekommer at være meget stor. Ingen spillere – heller ikke mangemillionærerne fra NBA kunne drømme om at forlange betaling for at stille op for landsholdet.

Basketball er så populært i Kaunas, at der er basis for en multiarena i en by på størrelse med Aarhus. Arenaen drives af Zalgiris Kaunas og er ofte udsolgt med over 15.000 tilskuere til klubbens europæiske kampe. Når arenaen er optaget til koncerter og events, kan basketballstjernerne træne i den underjordiske basketball-hal i direkte forbindelse med deres omklædningsrum. Foto: Henrik H. Brandt

Både kommunerne og den nationale idrætsstyrelse er opmærksom på, at modellen med offentligt finansierede eller drevne sportsskoler eller eliteidrætsklubber er dyr i drift.

Kommunerne vil gerne fremme øget engagement fra civilsamfundet. I Kaunas sker det f.eks. ganske målrettet gennem projektpuljen ’Inicyativos’, hvor lokalområder og NGO’er kan søge midler til projekter, der bidrager til løsningen af samfundets udfordringer gennem blandt andet idræt. Midlerne går altså direkte til konkrete projekter med klare resultatmål.

Skal man uvidenskabeligt opsummere, hvor litauisk idræt aktuelt kan inspirere den danske model, kunne det være på følgende områder:

• Stærk national strategi med en national idrætsstyrelse med ressourcer til at spille sammen med forbund og kommuner.

• Meget høj (universitetsuddannet) idrætsfaglighed hos trænerne og stor vægt på faglig kvalitet i tilbud til børn og unge.

• Kæmpe moderniseringsbølge af skoleidrætsanlæg med lokalt potentiale samt af offentligt tilgængelige anlæg til urbane idrætsgrene og selvtræning.

• Topmoderne anlæg til de fleste større idrætsgrene i de større byer – især Kaunas.

• Stor villighed til at finde modeller for offentlige-private samarbejder i større idrætsanlæg.

• Målrettede midler og mindre sporafhængighed i forhold til at udvikle eller understøtte konkrete programmer eller initiativer til fremme af fysisk aktivitet for specifikke målgrupper.

På negativsiden forekommer Litauen fortsat at være relativt låst på en ‘olympisk tankegang’. Det betyder i nogen grad, at man går frem efter ’regelbogen’, når man bygger nye anlæg og kommer til at bruge relativt mange penge på anlæg, som måske har unødvendigt smalle brugergrupper. Når man går hårdt frem efter idrættens standarder i byggerierne, rummer det en risiko for, at anlæggene bliver flotte, men en anelse ‘ferske’ og uden det lokale engagement eller den sammenhængskraft for hele lokalområdet, man kan finde i de bedste lokale idrætscentre i Danmark.

Omvendt kunne man på studieturen konkludere, at målrettede og moderne anlæg som NBA Basketballskolen i Vilnius eller det nationale atletikstadion i Kaunas takket være samarbejdet med sportsskolerne har en standard og belægningsgrad, man sjældent møder på tilsvarende danske anlæg.

Samtidig betyder trænerfagets status som ’beskyttet’ og i nogen grad centraliseret omkring det nationale sportsuniversitet i Kaunas, at der opstår flaskehalse og måske også mangel på innovation i idrætstilbuddene til den brede befolkning.

På en måde er idrætsdeltagelsen i Litauen ret segregeret. Sportsskoler og elitehold lægger i vid udstrækning beslag på de gængse idrætsfaciliteter, mens den brede befolkning i højere grad er synlige i de urbane sportsparker.

Sportsparken i det centrale Jonava med skilifte, kabelpark, mtb-spor m.v. er en del af et samlet yderst moderne facilitetskompleks med stadion, kunstgræsbane, sportsarena og svømme/wellnesshal. Foto: Henrik H. Brandt

Læs også anden del af serien om fremtidens idrætspolitik om Holland, som er en af Europas absolut førende idrætsnationer.

Læs også den tredje og sidste del i serien om fremtidens idrætspolitik om det reformtrængende demokrati i den danske idrætssektor.

Kontakt henrik.brandt@idraetsplatformen.dk, hvis du ønsker hjælp til et oplæg om national/kommunal idrætspolitik eller hjælp til at arrangere en inspirerende studietur til f.eks. Holland/Belgien eller de baltiske lande.