Idrætspolitikkens nordiske paradokser

Hellesylt stadion i det vestlige Norge har en flot trætribune med udsigt til en lækker kunstgræsbane og bygdens anlægsbrygge til krydstogtsskibe. Der er dog ikke mange fodboldhold i det tyndt befolkede område. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvorfor retter den i praksis førte idrætspolitik i de nordiske lande ikke i langt højere grad ind efter den forskningsbaserede viden om et voksende misforhold mellem idrætspolitikkens idealer og den faktiske virkelighed i idrætsudøvelse og benyttelse af idrætsanlæggene?

IdrætsPlatformen Danmark stiller spørgsmålet i samarbejde med Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Syddansk Universitet på et webinar på tirsdag den 3. september kl. 12.30-13.45.

Der er gratis adgang til webinaret. Tilmelding på dette link.

På webinaret deltager de førende norske idrætsforskere Jan Ove Tangen og Nils Asle Bergsgard samt professor Bjarne Ibsen. Alle tre har efter mange års forskning en fælles undren over vanskelighederne ved at trænge igennem den meget rodfæstede diskurs i idrætspolitikken i både Danmark og Norge om den organiserede idræt som den altdominerende vej til at levere idræt for alle.

Norge lægger akkurat som Danmark vægt på foreningsidrætten. En forskel til Danmark er enhedsorganisationen Norges idrettsforbund, som ikke har et historisk modspil i en folkelig idrætsorganisation som DGI, og som også rent organisatorisk indbefatter det norske modsvar til Team Danmark, Olympiatoppen. Selv om Norge ikke har DGI, har Norges Idrettsforbund en række lokale kredse, som i nogen grad spiller samme rolle som DGI’s landsdelsforeninger.

En anden forskel er, at staten ikke blot yder tilskud til den organiserede idræt gennem spillemidlerne, men i endnu højere grad til idrætsfaciliteter. Staten ydede 3,3 mia. norske kroner til idrætsformål i 2022, heraf gik næsten 60 pct. til støtte til idrætsanlæg, typisk i et splejsegilde med fylkerne (regionerne), kommunerne (som ofte er ret små i forhold til Danmark) og lokale kræfter.

Atlanten Idrettspark i Kristianssund med nyrenoveret atletikbane. Foto: Henrik H. Brandt 

Som i Danmark er idrætsmodellen placeret et stykke fra Stortingets direkte indflydelse, idet midlerne fra Idrettsdepartementet akkurat som i Danmark ikke ydes via finansloven, men dog med en kraftigere øremærkning til specifikke formål. Derfor er idrætspolitikken sjældent en direkte varm politisk kartoffel i Stortinget. Konsensus hersker langt hen ad vejen.

I deres forskning beskriver Jan Ove Tangen og Nils Asle Bergsgard fra forskellige vinkler, hvordan den organiserede idræt trods den dominerende adgang til de store offentlige bevillinger har relativt beskedent tag i unge og voksne, og hvordan den organiserede idræt selv på børnesiden langt fra er alene om at ’levere’ idrætsaktiviteter til børnene (den organiserede idræt leverer ca. 37 pct. af børnenes træningspas). Den praktiske idrætsudøvelse foregår i stadigt større omfang i private træningscentre eller i selvorganiserede rammer.

Norge har let faldende idrætsdeltagelse, men de statslige investeringer i idrætsanlæg er stigende (forbehold dog for coronaepidemien i 2021). Kilde: Sammenstilling af Norsk Monitor 2017 og SSBs levekårsundersøkelse 2021.

Ligeledes viser data en klar social slagside såvel i deltagelsen i foreningsidrætten som i benyttelsen af de ofte meget traditionelle idrætsanlæg, som typisk er opført efter de forskellige idrætsgrenes standardiserede ’regelbog’, uanset hvad lokale forhold måtte tilsige.

Tal og tendenser for idrættens udvikling er både kendte og hyppigt debatterede i såvel Norge som Danmark.

Alligevel viser de seneste mange årtiers idrætspolitiske udvikling, at idrætspolitikken stort set altid fortsætter i samme spor og med samme prioriteringer uden større refleksion eller reformvilje i forhold til at håndtere kløften mellem idealerne og den faktiske idrætsudøvelse.

Hvorfor?

Nils Asle Bergsgard stiller dette frække spørgsmål til den norske idrætspolitik og den underliggende tro på den skandinaviske velfærdsmodel:

”Er det den norske idrætsmodel som sådan, som kan forklare en eventuel norsk succes på idrætsområdet? Eller indebærer den norske model snarere et fordyrende mellemled, når det gælder om at organiserede idrætsliv aktivitet i den norske befolkning, som ville have fundet sted under alle omstændigheder?”

Vi leder efter svar gennem forskernes oplæg og diskussionen på webinaret den 3. september.

Måske har forskerne også nogle bud på, hvordan de statslige investeringsmodeller og ressourcefordeling alternativt skulle være for at skabe en anderledes dynamik i de nordiske idrætslandskaber?

Læs mere:

Webinaret er en opfølgning på nogle af de mange artikler i bogen ’Idrættens og Civilsamfundets knaster’, som udkom i foråret i anledning af CISC’s 20 års jubilæum.
Få et overblik over bogens mange artikler og download artiklerne på dette link.

Læs også IdrætsPlatformens aktuelle serie om Fremtidens idrætspolitik:

Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Litauen?
Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Holland?
Fremtidens idrætspolitik. Bygger dansk idrætspolitik på reelt demokrati?

De splinternye hopbakker på Granåsen Skisenter i Trondheim er klar til vinterens VM i de nordiske skidiscipliner. Pris ca. 600 mio. norske kroner. Norge har ca. 400 skihoppere med licens. Foto: Henrik H. Brandt