13 helt centrale udviklingstræk i den danske idrætssektor

Idrætssektoren i Danmark har brug for rettidig omhu i forhold til en lang række centrale tendenser og udfordringer i idrætssektoren.

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvad er de 13 mest centrale tendenser og udfordringer i den brede danske idrætssektor?

Nedenfor finder du IdrætsPlatformen Danmarks bud på en række helt centrale tendenser og udfordringer, som dybest set hver især kunne begrunde deres egen ‘handlingsplan’, og som samlet har den største betydning for, at den danske idrætssektor er godt nok rustet til fremtiden.

Danmark har en relativt høj idrætsdeltagelse og en på mange måder velorganiseret og velfungerende idrætssektor, men den danske idrætssektor er også præget af en kulturel og økonomisk ramme, som er formet gennem mere end 100 års samfundsudvikling og fritidspolitik, og som sætter nogle kulturelle, politiske og økonomiske begrænsninger for sektorens overordnede udvikling.

De aktuelle trends og tendenser viser et voksende behov for at involvere og investere i flere aktører og tilgange og for at fremme eller udvikle nye samarbejdskonstellationer og metoder i den danske idrætssektor.

IdrætsPlatformen har i kraft af bestyrelse og medlemssammensætning samlet en stor erfaring og faglig tyngde samt en grundlæggende forståelse af hele bredden i den komplekse danske og internationale idrætssektor.

Vi vil gerne være med til at bygge bro mellem idrættens traditionelle strukturer og nye aktører og til at formidle ny inspiration, viden eller konkrete tværsektorielle samarbejdsmuligheder på en relevant og vedkommende måde.

Nedenfor følger en kort gennemgang af nogle af de tendenser og udfordringer i samfundet og idrætten, som i de kommende år vil nødvendiggøre alternative tilgange og nye fokusområder i udviklingen af fremtidens danske idrætssektor.

IdrætsPlatformen vil være en aktiv medspiller i arbejdet med at adressere og udvikle idrætssektoren i forhold til tendenser og udfordringer i samfundet. Vi spiller gerne ind i forhold til såvel formelle initiativer fra Kulturministeriet, nye tiltag hos etablerede aktører samt tiltag for at give flere aktører og tilgange en central placering i sektoren.

Nedenfor gennemgår vi de 13 centrale tendenser. Kommentarer eller tilføjelser modtages gerne. Vi håber, vore “13 bud” kan være med til at inspirere debatten og den strategiske udvikling hos idrætssektorens mange aktører.

IdrætsPlatformen vil i den kommende tid i eget regi iværksætte en række initiativer, som bygger videre på sektorens behov for fornyelse og udvikling.

1. Befolkningssammensætningen ændrer sig på landsplan og helt lokalt.
Overordnet imødeser idrætten en fremtid med færre teenagere og unge og færre borgere i den erhvervsaktive alder, men til gengæld flere mindre børn og flere seniorer +60. Samtidig sker en fortætning af storbyerne og en fraflytning af mange af de mere tyndt befolkede områder i landet.
Befolkningen er samtidig præget af en stigende mangfoldighed, hvor den traditionelle danske foreningskultur ikke har samme appel hos alle befolkningsgrupper eller aldersgrupper, og hvor idrættens fællesskaber og foreninger skal gentænkes for at imødegå en øget segregering af befolkningen.

2. Arbejdsmarkedet er i hastig forandring.
Befolkningens entré på arbejdsmarkedet sker senere og sluttere senere end i tidligere generationer. Stadigt flere unge er under uddannelse langt op i 20 års-alderen, og befolkningens uddannelsesniveau er generelt stigende.
Samtidig er uddannelsesniveau og beskæftigelse en af de væsentligste indikatorer for en fysisk aktiv livsstil med idræt og fysisk aktivitet. Selve studie- og arbejdsindholdet forandrer sig for mange danskeres vedkommende i retning af en mere flydende overgang mellem arbejdstid og fritid. Fysisk krævende jobfunktioner afløses i stigende grad af stillesiddende arbejdsfunktioner. Mange sektorer oplever mangel på arbejdskraft og ressourcer.
Arbejdsmarkedets forandring stiller nye krav og skaber mange nye muligheder for aktørerne i idrætssektoren.

3. Idrætssektoren er selv en del af fremtidens arbejdsmarked.
Frivillighed fremhæves ofte som en bærende værdi i idrætssektoren, men uden for den idrætspolitiske radar vokser den danske idrætssektor samtidig som beskæftigelsesområde og har samtidig et stigende antal højtuddannede medarbejdere i arbejdsstyrken. Stadigt flere unge vælger formaliserede idrætsrelaterede uddannelser, og den støt stigende beskæftigelse i idrætsrelaterede deltids- eller fuldtidsstillinger giver nye muligheder og udfordringer for idrætssektoren.
Samtidig ser idrætssektoren ind i øget konkurrence om kvalificeret arbejdskraft samt politisk anerkendelse og opmærksomhed i forhold til tilstødende sektorer som sundhed og trivsel, pleje og omsorg, uddannelse og pædagogik, turisme, byudvikling og erhverv.
Trods den stigende professionalisering er idrætten fortsat landets største frivillige sektor med mange indbyggede dilemmaer i forhold til rekruttering, uddannelse og målgrupper samt et voksende ledelsesmæssigt skisma mellem frivillighed og professionalisering.

4. Skævhed og ulighed i idrætsdeltagelsen er en kronisk udfordring med behov for stabile løsningsmodeller.
Idrætsdeltagelsen er skæv i forhold til befolkningens uddannelse og beskæftigelse. Samfundet oplever stigende udfordringer med børn og unges motoriske grundfærdigheder eller fysiske og mentale trivsel, og den voksne del af befolkningen har i stigende grad folkesundhedsudfordringer, som kan henføres til fysisk inaktivitet, ensomhed eller dårlig mental sundhed.
Skal fremtidens idræt mest være for de aktive, motiverede og selvhjulpne, eller kan idrætssektoren i højere grad hverve, motivere og fastholde nye befolkningsgrupper i en aktiv livsstil?

5. Idrættens klassiske organisationsbillede suppleres af nye aktører.
Mange typer af aktører udbyder idræt til forskellige målgrupper. Den traditionelle foreningsidræt taber markedsandele i forhold til andre organiseringsformer, og samtidig er den frivillige sektor i forandring og rummer stadigt flere professionaliserede og entreprenante foreninger.
Andre organiseringsformer som løse idrætsfællesskaber via sociale medier, privatorganiseret idræt, selvorganiseret idræt, socialt entreprenørskab, lokale idrætsfaciliteter som idrætsudbyder, offentlige tiltag m.v. udvikler sig hastigt og bidrager substantielt til befolkningens samlede idrætsdeltagelse.

6. Aktivitetsbilledet og befolkningens idrætsvaner forandrer sig og presser det gængse organisationsbillede.
Mange klassiske holdidrætter har svært ved at nå ud til nye målgrupper. Nye ketsjersportsgrene udfordrer de mere traditionelle ketsjeridrætsgrene. Outdoor og fitness- eller trivselsorienterede idrætsaktiviteter er i vækst. I praksis er en stor del af de mest populære idrætsaktiviteter ikke helhjertet eller selvstændigt repræsenteret i idrættens gængse organisationsbillede.
Samtidig sker en polarisering mellem professionaliserede og 'markedsorienterede' idrætsmiljøer og mere hobbyprægede nichemiljøer.
Endelig er eliteidrætten og den professionelle idræt under stigende pres og kommer stadigt oftere på kollisionskurs med idrættens og de demokratiske samfunds bærende værdier.

7. Fodbold er et helt univers for sig selv.
Fodbolden er en kulturbærende idrætsgren i Danmark med meget stor betydning for børn og unges trivsel på det lokale niveau og med store kommercielle interesser på det øverste niveau. Fodboldverdenen er præget af stigende professionalisering, øget polarisering imellem fodboldens foreninger og en øget mangfoldighed ’nede på græsset’ i antallet af vidt forskellige aktører med fodboldrelaterede aktiviteter som formål, forretning eller metode.
Fodbolden har store sundhedsmæssige og sociale potentialer, men også en række interessekonflikter i spændet mellem fodbold som sportsgren og professionelt underholdningsprodukt, fodbold som ramme om socialt eller kommercielt entreprenørskab - og fodbold som landets måske største folkelige bevægelse med rødder i hver en plet på Danmarkskortet.

8. Teknologien påvirker idrætssektoren på alle niveauer.
Den hastige teknologiske udvikling påvirker idrættens organisering og kommunikation og i stigende grad også selve idrætsindholdet.
Teknologi forandrer velkendte idrætsgrene eller skaber helt nye idrætsaktiviteter og nye hybridformer mellem spil, leg og idræt (exergaming). Idrættens faciliteter og udbydere oplever stigende investeringsbehov og forventninger til tilgængelighed, indretning og funktion, og teknologien skaber nye aktører med stor gennemslagskraft i forhold til de aktive udøvere.

9. Det frivillige engagement i idrætten går fra dybe rødder og vedholdenhed til en mere spontan involvering.
Frivilligheden er under forandring med flere eventfrivillige og spontane fællesskaber og færre klassiske ildsjæle med dyb rod i og veneration for lokalsamfundene.
Foreningslivet står i et krydspres mellem forpligtende fællesskaber og aktiviteter med lave adgangsbarrierer - og mellem medlemsorientering eller øget markedsorientering i konkurrence med andre idrætsaktører. Stadigt flere foreninger professionaliserer ledelse og instruktørkorps, hvilket igen stiller store krav til den frivillige sektors forvaltnings- og ledelseskompetencer samt til sektorens rolle, selvforståelse og ansvarlighed som arbejdsgiver.

10. Idrættens infrastruktur kan bringes mere i spil og gøres mere relevant.
Idrættens faciliteter lægger direkte eller indirekte beslag på hovedparten af de kommunale investeringer i idræt, men infrastrukturen til idræt står som sektor midt i en kæmpe omstillingsopgave for at forblive relevant i forhold til forandringer i befolkningens idrætsvaner og i forhold til at tiltrække nye målgrupper eller aktiviteter eller udvikle stærkere indsatser af social eller sundhedsmæssig karakter. potentialerne for at bringe infrastrukturen mere i spil skal forstås bredt. Det handler både om egentlige idrætsfaciliteter og om idræt og fysisk aktivitet i natur og byrum.

11. Bæredygtighed bliver konkret.
Klima- og energikrisen skaber konkrete krav og forventninger til miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed af idrættens rum og rammer og til idrættens events og daglige aktiviteter. Skærpet kamp om pladsen i natur og byrum, stigende energipriser, stigende forventninger til optimal kapacitetsudnyttelse, mangel på plads og fysiske rammer i byområder og ledig kapacitet i landområder.
Bæredygtighed stiller stigende krav til infrastrukturens strategiske ledelse og udvikling, til nye bygningsmæssige og arkitektoniske løsninger samt til nye finansierings- og driftsformer og lokale samarbejdskonstellationer.

12. Digitaliseringen stiller krav til idrættens kommunikation og brugervenlighed.
Digitaliseringen af samfundet skaber en generationsudfordring i forhold til kommunikation og tilgængelighed, men giver samtidig nye muligheder for at involvere nye målgrupper eller aldersgrupper og for at nytænke idrættens forretningsmodeller og organisering.

13. Nye aktører og tilgange har behov for en stærkere placering i de offentlige støttestrukturer og beslutningsprocesser på idrætsområdet.
Den danske idrætsmodel bygger på to grundlæggende lovgivninger, udlodningsloven til finansiering af de centrale idrætsaktører og folkeoplysningsloven som grundlag for kommunernes støtte- og facilitetspolitikker. Idrættens traditionelles strukturer udfordres af forandringer i idrætsvaner og organiseringsformer samt i generelle samfundsmæssige udviklingstræk.
Der er behov for at give et bredere felt af aktører adgang til kapital og formel status i de offentlige støttestrukturer og beslutningsprocesser omkring idræt og fysisk aktivitet. Flere organiseringsformer, tilgange og aktører skal involveres i den idrætspolitiske proces.

Læs også IdrætsPlatformens Strategi 2023-2024 på dette link.